Det skal du huske

Når du får et barn, er der en række praktiske ting, du skal huske. Hvis du vælger, at dit barn skal døbes, skal du lave en aftale med kirkekontoret. 

Henvendelse til kordegnekontoret
tlf. 98 17 29 45 - mail: noerresundby.sogn@km.dk

Derefter bedes barnets forældre rette personlig henvendelse til den præst, der skal døbe barnet.

Fødselsanmeldelse

Barnet får tildelt et CPR-nummer umiddelbart efter fødslen.

Senest 14 dage efter fødslen skal barnets fødsel anmeldes. Det kaldes en fødselsanmeldelse, og hvis en jordemoder bistår ved fødslen, foretager hun den.

Hvis jeres barn er født uden en jordemoders medvirken, skal I selv sørge for anmeldelse. Det gør I ved at printe blanketten "fødselsanmeldelse" ud fra borger.dk og aflevere den udfyldt til sognet, hvor moren bor. Hvis moren ikke har dansk folkeregisteradresse, skal blanketten sendes til det sogn, hvor barnet er født. Fødslen kan ikke anmeldes med NemID. Dette gælder, uanset om du er medlem af folkekirken eller ej.

Forældremyndighed

Hvis forældrene ønsker fælles forældremyndighed, men ikke er gift, skal I indenfor 14 dage efter fødslen udfylde og indsende en Omsorgs- og ansvarserklæring jf. https://familieretshuset.dk/ansoegninger/ansoegninger/blanketter. Det gør I med NemID på borger.dk. Hvis erklæringen ikke bliver indsendt inden for 14 dage, indleder Statsforvaltningen en faderskabssag. 

Hvis I ønsker at indsende en Omsorgs- og Ansvarserklæring før barnets fødsel, kan det også gøres med NemID på borger.dk.

 


Hvem kan være faddere?

Når dit barn skal døbes, skal du vælge mindst to og højest fem personer, som skal være faddere.

For at kunne være fadder, skal man selv være døbt med den kristne dåb i folkekirken eller en anden kristen kirke. Rent juridisk kan man blive fadder, så længe man er døbt, selvom man har meldt sig ud af folkekirken eller er døbt i en anden kristen kirke. For at blive fadder skal man være konfirmeret eller være nået konfirmationsalderen.

Du skal give kirkekontoret oplysninger om faddernes navne og adresser.

Faddere kan være familiemedlemmer eller venner.

De fleste oplever det som en stor ære og tillidserklæring at blive bedt om at stå fadder. Det mest almindelige er at vælge faddere, som du har tillid til, og som vil være en del af barnets liv i mange år.

Fadderens opgave 

En fadder er vidne til dåben og skal tilse at barnet vokser op i den kristne tro. Det vil derfor være naturligt, at en fadder går i kirke med barnet en gang i mellem eller taler med det om tro og kristendom. 

At fadderne i øvrigt skal tage sig af barnet, hvis der sker forældrene noget, er en skrøne. Fadderne forventes at være en del af barnets liv, uanset om du er der eller ej. Hvis du vil lave en bindende aftale om, hvem barnet skal bo hos i tilfælde af din død, skal du i stedet oprette et såkaldt børnetestamente.

Gudmor og gudfar 

En gudmor eller gudfar kalder man gerne den person, som bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne. Det er lige så almindeligt, at en af forældrene bærer deres barn til dåben.
 


 

Ophavsret: